Blicher Fuglsang smykkeværksted

Perler

Perler

Perlen er et af naturens største vidundere, skabt i samspil mellem dyre- og mineralriget.

 

Kulturperler

Kulturperler dyrkes i muslinger med menneskers hjælp, og prisen afhænger af størrelse, form, farve, glans og overfladens jævnhed. Formerne på kulturperler varierer meget, og er de ikke helt runde og regelmæssige, betegnes de ”let barokke”, eller ”barokke”, hvis uregelmæssighederne er meget markante. Kulturperler inddeles i 2 typer; saltvandskulturperler og ferskvandskulturperler.

I saltvandskulturperler indopereres en perlemorskugle i muslingen, som derefter i 2-3 år lever i havet, hvor den løbende er under observation og passes og plejes. I denne periode danner muslingen nyt perlemor på kuglen. En saltvandskulturperles overflade skal helst være blank og med en varm og dyb glans. Varierer glansen på den enkelte saltvandskulturperle kan dette tyde på, at muslingen ikke har fået tid nok til at opbygge en tilpas tykkelse af perlehud på perlemorskuglen.

I specielle muslingearter kan man dyrke meget store perler, fx tahiti-perler, som er store grå og sorte saltvandskulturperler. Disse dyrkes bl.a. ved kysterne i Fransk Polynesien. Ferskvandskulturperler dyrkes på samme måde som saltvandskulturperler. Dog indopererer man ikke her en perlemorskugle, men tager i stedet et stykke væv fra én musling og lægger ind i en anden musling, hvorved der så dannes ferskvandskulturperler, og det indpodede væv forgår. Hver ferskvandsmusling kan danne langt flere perler ad gangen end en saltvandsmusling.

Ferskvandskulturperlerne findes både barokke, let barokke og runde. I visse tilfælde bruges der en kerne i ferskvandskulturperler, fx for at opnå en bestemt form.

I Danmark er kulturperler i nuancerne creme til let rosa de mest eftertragtede, men også grålige og sorte perler er smukke enten alene eller sammen med de lyse.

Modtag nyheder, tips og trends før alle andre